Undervandsjagtklubben Nemo

Log ind
Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
Nemos håndbog i UV-jagt

Nemos håndbog i UV-jagt

Denne håndbog er ment som et ”open source” projekt, hvor alle der lyster kan bidrage med deres erfaringer. Først og fremmest er det tænkt at der skal vægtes konkret viden om jagtteknik, hvilken fisk hvornår og hvorhenne, udstyr, sigt, gode råd osv. Især nybegyndere kan have glæde af sådan en håndbog, men lur mig om ikke alle kan blive klogere af vores forskellige tilgange til og teknikker i uv-jagt.

For de fleste af os er den intense nærvær, man føler, med naturen i dette element en nærmest religiøs oplevelse krydret med adrenalinsus og personlig fysisk udfordring. Disse oplevelser hører hjemme i fangstrapporterne, men selvfølgelig er der plads til at krydre et råd eller en teknik med en lærerig anekdote.

Gå på opdagelse i ”Nemos håndbog i UV-jagt” og bidrag med dine egne erfaringer.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1) Pelagiske fisk
2) Fladfisk
3) Gode råd generelt
4) Natdyk
5) Udstyr
6) Sigt
7) Etik/lovgivning/"god opførsel"
8) Sikkerhed
9) Hotspots
10) Apnø træning
11) DIY
12) Opskrifter
13) Undgå at miste fisken
14) Lokale/nationale regler
15) Reviews
16) At skrive fangstrapporter
17) Filetering af fisken
18) Fifs og Staldkneb
19) Vi alle kan få glæde af udlandet
20) Bedste opskrift (Konkurrence kun for medlemmer)
21) Røgning af fisk
22) Lev bedre med rigtig vejrtrækning
Sidst opdateret: 12-10-2012

HÅNDBOGEN

At skrive fangstrapporter

Hvordan skriver man en god fangstrapport?

Mange undervandsjægere synes det er fedt at få taget et godt billede af sin fangst og dertil skrive en svedig fangstrapport, som man kan dele med gutterne på Nak Nemo, specielt hvis man har harpuneret storfisken. Nu er det jo de færreste af os der er uddannet fotojournalister, men mindre kan også gøre det. Her følger en guide ud i kunsten at lave spændende fangstrapporter.

En god fangstrapport stimulerer læseren så man får en fornemmelse af at have været der selv, samtidig med at man får nøgterne informationer om fangsten, stedet og forholdene. Hensigten med fangstrapporter på Nak Nemo, eller turberetninger som de er kommet til at hedde, handler om at dele viden og eventyr. Tænk på at du har en dedikeret læserskare, som vil lappe hvert et ord i sig, hvis du serverer din tur i havet på en måde, så den også bliver en oplevelse for dem der læser den. Det behøver ikke at være en lang episk fortælling, der rummer alle turens perspektiver. Et kort indblik i forholdene og hvad der rører sig derude er ofte nok til at tilfredsstille læseren. Den lange historie er selvfølgelig altid velkommen alligevel. Jo mere narrativ fortællingen bliver med detaljer om måger der samler sig over dig, dit møde med en sæl, det psykologiske spil mellem dig og byttedyret, dine tanker når et tordenvejr har sneget sig ind på dig osv. jo mere levende bliver historien at læse end hvis der kun rapporteres om fisk, vægt og størrelse.

Hvis man pga. arbejdspres, familieforøgelse og andre grunde ikke er så aktiv i en periode, kan beretninger om andre neoprenridderes ture skabe glæde, dagdrømmeri og give inspiration til når man endelig selv skal af sted ud i bølgen igen.

Alle rapporter er brugbare, også selvom turen måske ikke rummede noget nyt eller nogen fangst, så giver det et indtryk af hvor aktive folk er og hvad der erfaringsmæssigt skal til før man begynder at få held på sine ture. Det giver desuden et billede af hvilke steder der er en anelse overrendte (hvis lokaliteterne da ellers er opgivet med en vis portion ærlighed) og man kan måske gå uden om disse steder for selv at tage på opdagelse langs nye kyststrækninger.

Hvis du bruger fangstrapporter som en personlig logbog, så sørg for at få de grundlæggende oplysninger med. Tidsrum for jagten, strøm, om sigten svingede langs kysten eller med dybden, vandtemperatur osv. Derved bliver den gavnligt for andre der er ved at planlægge en tur, selvom det dog skal siges at forholdene hurtigt kan ændre sig.

Fangstrapporter i logbogstil kan dog desværre nemt komme til at ligne hinanden. Fremhæv derfor det interessante ved din tur. Oplevede du noget nyt? Var der en spændende detalje ved uv-jagten som du ikke har bemærket før, eller gjorde du en sjælden observation? Vælg gerne en vinkel eller et tema.

Hvordan bør et godt fangstbillede så være?
Det vigtige ved illustrationerne til fangstrapporten er at man forsøger at få tekst og billede til at snakke sammen, så de understøtter hinanden i historiens centrale budskab. Har du f.eks. været ude at dykke i lettere blæsevejr, så vil et billede hvor man ser de store bølger ude på havet, evt. med dig selv, fisk og vind i håret i forgrunden, være at forvente, frem for et billede af dig og fangsten ved bilens bagagerum. Prøv at indfange det essentielle fra turen.

Et billede taler altid sandt…
Det traditionelle billede hvor man holder fangsten op foran sig og strækker armene rigtig langt frem mod kameraet, kan mildest talt godt lyve lidt om fiskens størrelse.


Prøv f.eks. at gætte her hvem af de to uv-jægere der har fanget den største fisk, er det Petter eller Thors Hammer? Fotograf: Hest


Svar: !egnal egil re rederrøvah ert eD. Fotograf: Hest

Det ærligste billede får du når du holder fisken ind til dig eller ved siden af kroppen, og du undgår samtidig at folk tror dine hænder er større end dit hoved. Hvis man ligger fisken i græsset kan det let blive kedeligt og lidt svært at bedømme størrelsen. Man vil jo også helst selv være med på billedet, og gerne med et stort smil. Der er desuden mere liv i billedet hvis man sidder i vandkanten eller ligger ude i havet med dykkerudstyret på, frem for at posere omklædt hjemme ved køkkenbordet.


En lykkelig Forsberg med sin grove 10 kg torsk i strandkanten. Tunge fisk bliver af naturlige årsager holdt ind til kroppen, medmindre man er meget stærk. Fotograf:?

Nak Nemo - Et familiært fællesskab
Det er altid hyggeligt når der er ansigter med på billedet. Det gør beretningen mere personlig og vi lærer hinanden lidt bedre at kende, hvilket er sjovt når man render (eller nok rettere svømmer ) ind i folk ude i havet, som man ellers kun har set her i cyberspace. Et suverænt eksempel med gode fjæser er Netroms beretning med sin 8-årige knægt fra sommeren 2009.


Hvem husker ikke far og søn på havbarsjagt ved Dråby Strand? Fotograf: Netrom

Her er et par andre eksempler med jægere, hvor de ses med fangsten og jagtområdets natur som baggrund. Bemærk at stemningerne er lette at fornemme.


To tilfredse jægere med hver sin debutmulte en sommerdag ved Glatved. Fotograf: Nicolai


Et stående hvil mens aftensolen begynder at rødme. Her er man som beskuer sat i samme position som en nysgerrig sæl, der lige stikker hovedet op af vandet for at orientere sig. Dråberne på linsen er med til at give det våde udtryk. Fotograf: thomasbergen


Det er rart med et bål at varme sig på inden man kryber i soveposen og overnatter på stranden efter en sen nattejagt, hvilket er fuld ud lovligt. Hvis man vælger at belyse sit natbillede med flammer, frem for med en dykkerlygte eller en flash, giver det et mere dramatisk skær. En af kommentarerne til dette motiv var følgende fra thomasbergen: ”Et næsten religiøst billede”. Fotograf: Petter


I baggrunden ses tunellen under Roshagemolen som var fangststedet for denne vesterhavsmulte taget en sommerdag ved Hanstholm. På close-up billeder af fisk og jæger, kan fiskens side vises pænt frem ved at gemme den ene hånd bag fiskens gællelåg. Fotograf: Thomas Andreasen


Havet, Hammeren, harpunen og hvarren. Enkelt og sigende. Fotograf:?

Undervandsbilleder
Det er efterhånden blevet almindeligt at medbringe kamera i vandtæt hus på sine jagter. Flere er begyndt at påmontere det med en lille metalarm på harpunen, så man kan filme selve affyringsøjeblikket. Det er lækkert kræs at se hinandens film og hvis der har været tid til at tage lidt billeder under overfladen, så giver det et visuelt spændende krydderi til fangstrapporten.


Find slethvarren! God formidling af hvor svært det kan være at spotte en perfekt camoufleret fladfisk som endda ikke er nedgravet. Fotograf: Obsen


Følg efter skrubben igennem tangskoven. Af og til ser man fritsvømmende fladfisk. Fotograf: Morten_kv


Aspettoteknik på 10 meters dybde i Vesterhavet. Man kan sagtens fornemme hvordan fiskene kom susende forbi. Fotograf: Morten_kv

Makro
Nærbilleder af sjove eller spændende detaljer på fisken kan også krydre rapporten og er fin til at supplere et andet billede, hvor man ser hele fisken osv. Man får uden tvivl det flotteste resultat hvis de bliver taget under vandet, men er man ikke den lykkelige ejer af et uv-hus til kameraet, så fungerer denne type billede til nød også på land. Især hvis der i rapporten bliver skrevet lidt om billedets fokus. Her er to eksempler på underlige/interessante munde.


Om tungen mentalt matcher sit gnavne udseende er svær at sige, men de stærkt nedadvendte mundvige er muligvis så surmulede at selv Niels Olsen, som stortalende stormester i en Ørkenens Sønner sketch, ville have svært ved at efterligne dem. Fotograf: Petter


Der er ingen tvivl om hvorfor denne multeart hedder tyklæbet multe. Og det er ikke bare for at se godt ud. Bemærk de små noprede riller på den underste del af overlæben. Multen bruger sit svulmende kyssetøj til at raspe tangplanter af sten når den græsser. Fotograf: Petter

Det kreative element
Det er altid en stor fornøjelse at se billeder, hvor der er blevet leget med motivet. Hvis man har mange rapporter på bagen og efterhånden synes man har svært ved at variere sin komposition, så tag et kig på thomasbergens rapporter. Den mand ser ud til at være et sandt overflødighedshorn af kreativitet.


Billedet her, kendt som Bergens multeglorie, ligger jo tæt op af grænsen til det kunstneriske. Fotograf: selvudløser?


I samme kategori har vi Forsbergs Glatvedmulte som smukt slår smut med halen i solnedgangens sidste gyldne stråler. Frækt komponeret (hvis jeg selv skal sige det). Fotograf: Petter

Dokumentation
En mand der har opfundet en helt genre indenfor fangstbilleder er Rapand. Det gjorde han med nedenstående motiv og kategorien kan vist passende kaldes for ”teaserbilleder”. Det er ikke nødvendigvis et billede efter bogen/denne guide, men det førte unægtelig noget dynamik med sig på forummet


I to lange dage satte Rapand hele Nak Nemo på den anden ende med sin rekordfisk, inden han fik sovet ud og der kom beretning og flere billeder. Fotograf: Store-fisker

Når man sidder og skal uploade sit fangstbillede og gerne vil dokumentere målene på sin fangst, så vær opmærksom på at et nærbillede af et tal på en vægt eller et målebånd ved halen af fisken ikke nødvendigvis er troværdig information. Du får ikke hug hvis du springer det over og i stedet smider et mere fortællende billede på af hele fisken osv. og oplyser om de tørre data i beretningen. Vi stoler på dig.

Hvordan bør et fangstbillede IKKE være?
Antallet af fisk som man skyder og præsenterer i sin rapport er i sidste ende op til den enkelte jæger. Vi opfordrer Nak Nemos brugere til mådehold, hvis man på en tur skulle have mulighed for at jage meget effektivt, så hold igen på aftrækkeren og udvælg de bedste fisk og tag ikke mere end du selv har brug for. Et paradebillede med mange fisk giver ikke respekt, tværtimod, da det er selektiviteten der er det smukke i vores fangstmetode.

I tilfælde af at du er kommet til at skyde en fisk som er under mindstemålet, hvilket af og til sker for nye folk i faget, og poster den, vil man forventeligt blive irettesat. Tag det med oprejst pande og lær af din fejltagelse til en anden gang.

Til sidst, præsenter din fangst på en måde hvor du udviser respekt for byttet som du har nedlagt. Undgå f.eks. blod der løber ned over fiskens side. På et billede fremstår det mere makabert end man selv husker det. Skyl fisken så den ser ren og indbydende ud. Humor er velset, bare sørg for at det er dig selv og ikke dyret du evt. latterliggør.

Billeder fra jagtture må betragtes som en bonus, og det er altid fedt at have noget at vise frem når gode venner og jagtkammerater mødes, og så har man også noget at sidde og mimre over når man bliver gammel.

Referencer og inspiration
http://www.frivannsliv.no
http://www.ttf.dk
Artikel i nr. 02/09 af ”Fridykking og undervannsjakt” af Børje Møster

Skrevet af Petter 01.11.09.
Gennemlæsning og kritik af uv-dværgen og Forsberg.